Nikolaj Olsen - ny kollega ved Afdeling for Teologi

Nikolaj Olsen er ansat som studielektor pr. 1. januar 2018.

12.01.2018 | Camilla Dimke

Jeg er pr. 1. januar 2018 ansat som studielektor i latin på IKS, Afdeling for Teologi. Min primære arbejdsopgave vil være at varetage den propædeutiske undervisning i latin på bacheloruddannelsen i teologi; derudover vil jeg varetage eventuel propædeutisk undervisning i latin på bacheloruddannelsen i religionsvidenskab.

Jeg er Cand. Mag. i græsk og latin fra Københavns Universitet (2011), og har desuden læst engelsk sprog og litteratur fra 2013 til 2017 samme sted. 

Jeg har undervist i propædeutisk latin og græsk som undervisningsassistent i perioden 2005-2015 på Det Humanistiske Fakultet samt i perioden 2007-2011 på Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet. Jeg har herudover arbejdet som gymnasielærer på Gribskov Gymnasium, hvor jeg underviste i latin, oldtidskundskab, almen sprogforståelse og engelsk. I perioden 2014-2015 gennemførte jeg gymnasialt pædagogikum i fagene græsk, latin og oldtidskundskab.

Jeg har desuden arbejdet med digital læring og har bl.a. bidraget til e-læringsprojektet Sally (Supporting and Aiding Latin Literature), et samarbejde mellem Cambridge University og Københavns Universitet, der havde til formål at støtte læsning af latinske originaltekster: werdz.com/sally/

I dette projekt havde jeg ansvaret for implementeringen af et selvrettende program til syntaktisk analyse. Jeg har også arbejdet med latinske indskrifter og er involveret i et oversættelsesprojekt (Ciceros breve). 

Jeg glæder mig til at starte hos jer og ser frem til samarbejdet.

Navne
42349 / i29