Anne Lundahl Mauritsen - Ny ph.d. ved afdeling for Religionsvidenskab

Anne starter som ph.d. d. 1. september og skal koncentrere sig om et voksende forskningsfelt omkring fænomener som ateisme, agnosticisme og ’irreligiøsitet’.

15.08.2019 | Camilla Dimke

Den 1. september 2019 påbegynder jeg et Ph.d.-stipendium ved Religionsvidenskab, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet. Jeg modtog i januar min kandidatgrad i Religionsvidenskab, og jeg har siden da arbejdet som forskningsassistent på det internationale forskningsprojekt Understanding Unbelief, hvor jeg afsluttede min ansættelse i maj.

Ph.d.-projektet har udgangspunkt i det voksende forskningsfelt omkring fænomener som ateisme, agnosticisme og ’irreligiøsitet’, og det er ønsket at differentiere sådanne begreber i en dansk kontekst ved hjælp af både kvalitative og kvantitative metoder. Det er grundlæggende formålet med projektet at nuancere den ofte applicerede dikotomi mellem ’troende’ og ’ateister’, fordi en sådan dikotomi ofte inddeler individer primært baseret på deres eksplicitte overbevisninger og sjældent går i dybden med kognitive meningsmodeller, implicitte overbevisninger og samt overser det funktionelle aspekt ved religion og irreligion. Ved at anvende både kvalitative interviews og en kvantitativ-eksperimentel tilgang er det målet at dybdegående analysere ’irreligiøse’ individers identitet, meningsmodeller og verdensanskuelse fra flere vinkler.

Projektet er en del af et fagligt samarbejde med Queen’s University Belfast, hvor jeg tidligere har arbejdet et semester som forskningsassistent. Jeg vil derfor som en del af mit Ph.D.-studie opholde mig seks måneder i Belfast, hvor Dr. Jon Lanman vil være min bivejleder, med målet om at opnå en Joint Degree in the Cognitive Science of Religion ved begge universiteter. Jeg vil endvidere indgå i forskningsenheden Religion, Cognition and Culture, hvortil også min hovedvejleder Uffe Schjødt og min bivejleder Armin Geertz tilhører. Jeg glæder mig til at indgå i dagligdagen på forskningsenheden og afdeling for Religionsvidenskab, og jeg ser frem til de faglige udfordringer, der venter mig.


Kontakt

Anne Lundahl Mauritsen
Institut for Kultur og Samfund - Afdeling for Religionsvidenskab
Jens Chr. Skous Vej 3
8000 Aarhus C
Danmark

anlm@au.dk 

Navne
42349 / i29