Sølvspænde forbinder Borgring til Harald Blåtand

Fundet af et lille ornamenteret sølvblikbeslag viser en direkte og overraskende forbindelse mellem Borgring og vikingeborgen Fyrkat.

08.08.2017 | Ulrik Albert Vosgerau

Detaljefoto af sølvblikbeslaget fundet på Borgring (Foto: Museum Sydøstdanmark).

Arkæolog Nanna Holm viser det lille sølvblikbeslag frem kort efter, det blev fundet i nordporten (Foto: Museum Sydøstdanmark).

Beslaget fra Borgring (th) sammen med et foto af spændet fra vølvegraven på Fyrkat (tv) (Foto: Museum Sydøstdanmark).

Sommeren over har arkæologer fra Danmarks Borgcenter og Aarhus Universitet udgravet på vikingeborgen Borgring ved Køge. Under udgravningen af borgens nordport i midten af juli dukkede et lille, fint ornamenteret sølvblikbeslag op, der viser en forbindelse til vikingeborgen Fyrkat.

Vølvens smykke
Sølvblikbeslaget kan sættes i forbindelse med en meget fornem kvindegrav, man tidligere har fundet ved vikingeborgen Fyrkat. På grund af det meget specielle og prægtige udstyr, der lå i graven, har man gættet på at den rummede en kvindelig præstinde, en såkaldt vølve. Et af de fornemmeste smykker i vølvens grav fra Fyrkat var et såkaldt dåsespænde – et rigt dekoreret smykke, der blev båret på brystet. Den type spænder var almindelige i kvindedragten på Gotland, men er yderst sjældent fundet i Danmark.

Da man sammenlignede spændet med det lille sølvblikbeslag fra Borgring, blev det klart, at beslaget stammede fra et spænde af nøjagtigt samme type. Faktisk var det så identisk med beslagene på spændet fra Fyrkat, at det måske kan stamme fra samme produktion eller selvsamme spænde. Det sidste kan rent faktisk være tilfældet på trods af små variationer: tre af beslagene mangler nemlig på spændet fra Fyrkat.

Et af de vildeste øjeblikke
I betragtning af, hvor sjældent disse spænder er fundet i Danmark, er det svært at se fundene på de to borge som et tilfælde. De viser at kvinder med præcist samme, meget usædvanlige udstyr – eller måske den samme kvinde eller vølve – har færdedes på begge borge.

”Når man har foreslået at vølven fra Fyrkat rejste med kongens krigere, har man jo næsten sagt, at hun også har opholdt sig på Harald Blåtands andre ringborge. Men at finde et spor som dette, der måske hører til det samme smykke, som er fundet hos denne meget usædvanlige kvinde, det er så vildt. Uanset om sølvblikbeslaget er fra samme spænde eller et næsten identisk dåsespænde, understreger det igen en nær forbindelse mellem de fem ringborge” siger museumsinspektør Nanna Holm, der leder udgravningen på Borgring.

”Det er et af de vildeste øjeblikke, jeg har oplevet som arkæolog. Hvis jeg havde drømt om dette fund, ville jeg have tænkt, at det var totalt urealistisk. Men det er ikke desto mindre sandt. Vi kan dårligt forestille os noget enkelt fund, der klarere peger på en direkte forbindelse mellem de to borge, og dermed også på en forbindelse mellem Harald Blåtand og Borgring,” siger professor Søren M. Sindbæk fra Aarhus Universitet, som kom på idéen at kigge efter vølvens smykker fra Fyrkat.


Fakta
Siden fundet af ”Borgring” ved Køge i 2014 har et centralt spørgsmål været at afklare, hvor tæt den er knyttet til de fire tidligere kendte ringborge fra vikingetiden i Danmark - Trelleborg ved Slagelse, Nonnebakken ved Odense, Fyrkat ved Hobro og Aggersborg ved Løgstør.

I juni 2017 kom undersøgelserne svaret et stort skridt nærmere, da man fandt et stykke bygningstømmer som kunne årringsdateres til Harald Blåtands regeringstid. Men fundet af beslaget til et sølvspænde viser en mere direkte og overraskende forbindelse mellem borgene.

Beslaget fra Borgring hører til et spænde af såkaldt type 7b (Thunmark-Nylen 2006), som er pragtsmykker, dekoreret med sølv og guld. Der kendes i alt blot ca. 30 fund af disse spænder; langt de fleste er fundet på Gotland, kun to er tidligere fundet i grave andre steder: spændet fra Fyrkat og et spænde fra Öland.

Ser man de kendte fund igennem, kan man se, at kun et par spænder har samme spiralornamenter som fundet fra Borgring – og spændet fra Fyrkat er det eneste fund, som ligner i alle detaljer. Der er små variationer i beslagenes punslede ornamentik, men beslagene er præcist lige store og kan have siddet på samme genstand. 

Udgravningen på Borgring fortsætter resten af august. Man skal blandt andet lave udgravninger på markerne omkring borgen for at undersøge, om borgen også havde en gravplads.

Læs også:

Kontakt

Nanna Holm, Museum Sydøstdanmark
Mail: nh@museerne.dk
Mobil: 31190648

Søren Michael Sindbæk, Aarhus Universitet
Mail: farksms@cas.au.dk
Mobil: 2280 6539

Forskning, Arkæologi
42349 / i29