Sidsel Jelved Kennild - Ny ph.d. ved Afdeling for Antropologi

Sidsel Jelved Kennild skal arbejde på et projekt hvordan et hverdagsliv i fattigdom ser ud for enlige forældre på kontanthjælp og deres børn.

Jeg er idéhistoriker og har taget tilvalg i antropologi. Mit speciale handlede om klitoris i tidlig moderne anatomi, og jeg er i det hele taget optaget af videnskabsfilosofi, videnskabshistorie, køn og mikrohistorie. Sideløbende har jeg beskæftiget mig med rusmiddelforskning, medicinhistorie og socio-økonomiske problematikker, og det er på en måde den gren, jeg sætter mig på i mit kommende Ph.D-projekt. Projektet er et sub-projekt under 'Poverty-Work', som Nina Vohnsen og Bagga Bjerge har fået VELUX-midler til. Jeg skal undersøge, hvordan et hverdagsliv i fattigdom ser ud for enlige forældre på kontanthjælp og deres børn, her i Aarhus. Nogle af mine yndlingssamtaleemner er film, bøger, revolution, køn (men kun nogle gange), erkendelse, klimaangst, overvågningsangst, sindssygt god mad og sindssygt dårlig mad, og så især hvordan andre går og har det. Jeg glæder mig til at møde jer!