Nyt projekt skal forske i global ulighed

Med en bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond skal Christian O. Christiansen lede et forskningsprojekt, der skal undersøge undersøge den globale uligheds idéhistorie.

Lektor Christian O. Christiansen (Foto: AU Foto).

Hvad er sammenhængen mellem, hvordan man har tænkt om international og global økonomisk ulighed, og hvor man har tænkt det? Det skal forskningsprojektet ”Den Globale Uligheds Idéhistorie, 1960-2015” undersøge. Projektet er ledet af lektor i idehistorie, Christian O. Christiansen, og tæller også tre juniorforskere. 

”Projektet udspringer af en nysgerrighed på, hvorfor der er så store forskelle på livsudfoldelsesmuligheder rundt om i verden. Vi vil undersøge, hvordan man har tænkt og skrevet om international økonomisk ulighed i henholdsvis Argentina, Ghana, Indien og USA. Hvilke forventninger har der været til ulighedens udvikling? Blev økonomisk ulighed anset som værende legitim, retfærdig, nyttig? Min tese er at stedets betydning for disse spørgsmål er blevet mindre i perioden 1960-2015,” fortæller Christian O. Christiansen. 

Et vigtigt input
Global ulighed udgør én af verdenssamfundet store udfordringer. I 2015 vedtog FN en række nye verdensmål, herunder at nedbringe uligheden i lande og imellem lande. Når projektet skaber ny viden om, hvordan der historisk og aktuelt tænkes om ulighed i forskellige geografiske og kulturelle kontekster, bliver det også et udgangspunkt for at diskutere ulighedsspørgsmål. 

”Som forskere kan vi bidrage med at levere vigtige input til disse debatter, ved at undersøge den kulturelle og idémæssige baggrund,” siger Christian O. Christiansen.


Fakta

Projektetet ”An Intellectual History of Global Inequality, 1960-2015” er blevet bevilliget kr. 5.864.333,-

Projektet vil dels bidrage til ny forskning i global idé- og begrebshistorie, og dels vil projektet, i samarbejde med internationale kollegaer, skabe en unik tværkulturel og flersproglig viden om ulighedsbegreber. 

Danmarks Frie Forskningsfond har endvidere udpeget fem Sapere Aude-forskningsledere, der skal præsentere deres forskning ved Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab den 12. december. Blandt dem er Christian O. Christiansen.

Kontakt
Christian O. Christiansen
Aarhus Universitet, Institut for Kultur og Samfund
Tlf.  87 16 22 78
Mobil: 61662911
Mail idecoc@cas.au.dk