Knud Ottosen 1937-2018

Knud Ottosen 1937-2018

Lektor i kirkehistorie, dr. theol. Knud Ottosen døde den 6. august 2018 

Knud Ottosen var sønderjyde. Hans far var læge i Hoptrup nær Haderslev. Det er også her, Knud begraves.

Knud blev teologisk kandidat i 1963 og var som kirkehistoriker i udpræget grad elev af kirkehistorikeren P.G. Lindhardt. Han tog således initiativ til at etablere Lindhardts bibliografi. Arbejdet udførtes i vidt omfang af Ketil Boesen. Andet bind, der omfatter Lindhardts produktion mellem 1980 og 1989 skabte Knud Ottosen alene, et fremragende redskab til et mægtigt forfatterskab.

Knud var tiltalt af Lindhardts sociale tese om vækkelserne og tilhørsforholdet til dem, og kom til at skrive i A. Pontoppidan Thyssens store værk Vækkelsernes Frembrud i Danmark, netop om herrnhutismen, der udgik fra Slesvig. Desuden også om de fynske vækkelser. Værket som helhed søgte at moderere Lindhardts tese.

Herfra gik interessen dog i retning af udforskning af middelalderens liturgi. Knud udgav kommenterede udgaver af flere nordiske kilder, herunder Notmarkmanualet, der udkom i 1970.

Til manges forundring, ja ligefrem åbenlyse hovedrysten, så Knud tidligt mulighederne i databehandling af større mængder historiske kilder. Han fik fra Centre National du Recherche Scientifique i Paris overdraget et stort materiale, der havde været samlet og søgt udforsket af den franske liturgiforsker Victor Leroquais, men som forblev uudforsket som følge af antallet af særlige, signifikante kombinationer af vers og responsorier i det romerske dødsofficium. Hver orden og mange katedraler havde deres egen kombination, og kun ved at indtaste disse, ville det blive muligt ved datamaskinens hjælp at få et overblik over, hvor særlige ordener måtte have været til stede, og hvor domkirkerne smittede af på andre kirkers dødsliturgi med deres særlige kombination af vers og korsvar.

Projektet blev langvarigt, blandt andet fordi Knud sammen med først og fremmest Bjarner Svejgaard fra Matematisk Institut og Regnecentralen måtte udvikle en ny metodik på baggrund af de stadigt nye indhøstede erfaringer med at behandle humanistiske data ved hjælp af EDB. Det store arbejde kronedes med den store disputats The Responsories and Versicles of the Latin Office of the Dead fra 1996.

Knud var ikke nogen gudsbenådet lærer, og det var derfor med stor glæde, at han gennem Danmarks Humanistiske Forskningscenter i København frem til 2004 kunne koncentrere sig fuldt ud om sin forskning, nemlig i de fragmenter af middelalderlige håndskrifter, der var bevaret som pergamentindbindinger af lensregnskaber fra Christian den Fjerdes tid. Også mange rester af slagtede middelalderbøger fandtes som bogbind i almindelige bøger. Atter kom EDB Knud til hjælp, idet han – hjulpet af sin ene søn – publicerede sin igangværende forskning på en hjemmeside, hvorved han kunne komme i kontakt med andre forskere og samlere inden for dette område. Knud blev en af de førende eksperter på middelalderlig fragmentforskning.

Kort efter at Danmarks Humanistiske Forskningscenter lukkede, valgte Knud Ottosen at forlade universitetet. Hans sidste bidrag til kirkehistorieundervisningen var en fremstilling af kirkens historie, der dog ikke omfangsmæssigt svarede til undervisningen i Aarhus og København.

Den bog, som Knud arbejdede med til det sidste, var en undersøgelse af kirkeindvielsesliturgien i middelalderen. Den var fuldt afsluttet ved Knuds død og udkommer på forlaget Hikuin senere på året.

Fra studieårene var Knud Ottosen en drivende kraft i Teologik Julerevy. Han var siden aktiv i Visens Venner, havde mange kontakter i musikmiljøet i Aarhus. Han var desuden veteranbilsentusiast – stolt ejer af en Ford A, i hvilken han sammen med familien kørte Europakortet tyndt på sine mange besøg på forskningsbiblioteker. Knud blev i 1976 hjælpepræst I Skejby-Lisbjerg pastorat og fortsatte som værnspræst til 1997. I sin kristendomsforståelse og forkyndelse lå han nær det klassiske Tidehverv.

Knud Ottosen var et grundlæggende venligt og også på mange måder overdådigt menneske, der ikke undgik at komme på kant med sin omverden. Knud var ikke holdspiller og ikke en person, der havde let ved at glemme, hvad han til tider selv tolkede som uret. Det krævede ikke så lidt omtanke at være kollega med Knud. Knud havde en uforfærdethed, en sandhedskærlighed og retfærdighedssans, der kunne gøre ham stejl og ensom, men heldigvis overskyggede det gode humør og livsglæden sammen med underholdningstalentet ofte dette. Han blev en loyal ven og hjælper såvel for en lang række yngre forskere som jævnaldrende kolleger.

Carsten Bach-Nielsen