Hvad har reformationen betydet for det danske samfund?

Med lektor Nina Koefoed i spidsen skal et treårigt projekt på Aarhus Universitet undersøge, hvilken betydning reformationen har haft for det danske samfund. Projektet er finansieret af Det Frie Forskningsråd med 5 millioner kroner.

05.10.2016 | Ulrik Albert Vosgerau

Lektor Nina Javette Koefoed

Reformationen bliver ofte enten fremstillet som en central historisk begivenhed for udviklingen af det danske demokrati og velfærdsstaten, eller fremhævet for sine autoritære, hierarkiske og konfliktskabende elementer. Et nyt forskningsprojekt på Aarhus Universitet, der er blevet støttet af Det Frie Forskningsråd med 5 millioner kroner, skal nu undersøge nærmere, hvordan lutherdommen har præget forståelser af autoritet, socialt ansvar og lydighed og dermed den danske samfundsudvikling.

”Vi er meget glade for bevillingen, der er den foreløbige kulmination på flere års forskningssamarbejde. Bevillingen giver os mulighed for at lave forskning, der kan nuancere debatten om reformationens betydning i Danmark” fortæller Nina Koefoed, der er leder af forskningsprojektet.

Fokus på sociale spørgsmål
Et af de centrale emner i forskningsprojektet bliver reformationens betydning for omsorgen for de fattige, gamle og syge som samfundsfelt.

”Gennem forskningsprojektet håber vi at kunne vise, hvordan vores forståelseshorisont i dag er forankret i reformationens tænkning, og at det stadig har stor indflydelse på den måde, vi tænker og argumenterer for socialt ansvar og omsorg,” forklarer Nina Kofoed.  

Stærkt miljø for reformationsforskning på Aarhus Universitet
Med bevillingen til Nina Koefoed og projektet ”Lutheranism and societal development in Denmark” er Aarhus Universitet ved at konsolidere sig som et af Nordens største kraftcentre for tværfaglig reformationsforskning.  

”Vi har gennem flere år arbejdet interdisciplinært med reformationsforskning på universitet og har også et nyt center for reformationsforskning på vej. Derfor kan vi trække på et stærkt netværk, når bevillingen skal omsættes til forskning ,” slutter Nina Koefoed.


Fakta

Forskningsprojektet ”Lutheranism and societal development in Denmark” løber over tre år og forventes færdigt i 2020. Projektet, der er finansieret af Det Frie Forskningsråd med 5 millioner kroner, ledes af lektor Nina Koefoed og samler forskere fra historie, teologi og statskundskab på Aarhus Universitet.

·         Læs pressemeddelelse fra Det Frie Forskningsråd

Kontakt
Nina Javette Koefoed, Lektor
Personlig hjemmeside
Mail: hisnk@cas.au.dk
Telefon: 87 16 21 98

Bevillinger, Historie og Klassiske Studier, Teologi
42349 / i29